onsdag den 15. oktober 2008

Tillykke

Det var en smule uoverskueligt da vi startede, men nu er jeg da igennem, og er blevet meget klogere! I hvert fald på nogle ting, om end ikke alle 23!
iGoogle, Picasa, Mp3-afspiller, Google maps og Facebook er mine favoritter...
(Det ser da vist meget lidt "fagligt" ud :-))
Min MP3 afspiller blev dog hurtigt scoret af mine unger - gad vide hvor den egentlig er blevet af?? Picasa og Facebook bruger jeg flittigt, og jeg har min iGoogleside som startside. Jeg blev spurgt i går af min 11 årige, om hvad de der rss'er på hans telefon er for noget - lovede ham straks at tjekke i 23 ting mappen, så han kunne få en udførlig forklaring!

Jeg ville gerne deltage igen, men det kunne være rart at flere deltog her på stedet, så det blev nemmere at få hjælp/tale sig frem til løsninger på de enkelte opgaver.
Det er ikke så let for os at komme til HB for at få hjælp onsdag formiddag, men samtidig skal det siges at der har været god hjælp at hente telefonisk. Men formen som sådan, har været fin, især fordi vi selv har kunnet planlægge hvornår opgaverne skulle løses.

Alt i alt en god og lærerig oplevelse -giv mig bare mere af det!

Wikipedia

Wikipedia er svær at komme udenom, især når man bruger Google meget. Men mest som supplement til andre kilder. Et udmærket redskab, hvis man holder sig for øje at alle kan få sin skrivelyst styret her...
Der kan dog findes mange specialiteter her, hvor det kan være svært at finde andet, og så kan oplysninger videregives med et vist forbehold.

Arto

Efter lidt surfen rundt i de forskellige grupper, måtte jeg konstatere at det er altså er noget andet at være barn i dag, end for 30 år siden... Fine diskussionsfora, men også mange fotos og chat der forargede mig en smule:-) Jeg spurgte min 11 årige søn, om han eller hans klassekammerater bruger tid på Arto. Det gør de, men de fleste af dem er faktisk ikke gamle nok til at få en profil, så det gælder altså om at få lært ungerne at gå til nettet med en sund skepsis, og en vis netetik...
Arto er vel de unges svar på Facebook, masser af ligegyldigt pladder, og så ind i mellem noget rigtig godt??? Bortset fra at de også er på Facebook - hvornår får de tid til lektier og skole!!!

mandag den 15. september 2008

3 ting på en gang

I gang igen...
E-kalender er i princippet smart nok, men jeg havde lidt besvær med at få den til fungere. Jeg vil måske få den brugt, hvis jeg opfordres af kolleger, men egentlig har jeg rigelig med kalendere i forvejen!
E-boks har jeg været tilmeldt i et par år, så jeg var bare inde og melde lidt mere til. Rigtig skønt at slippe for alt det papir derhjemme!
Google docs blev hurtigt afprøvet, mon ikke det smarte viser sig, når der rigtig skal skrives referater...
Facebook har været en del af den daglige underholdning i de sidste 6 måneder, men jeg finder stadig gamle bekendte og skolekammerater. Sjovt og dejlig uforpligtende!
De grupper jeg har tilmeldt er ikke specielt seriøse( Vi forsager Lars Lilholt og al hans lortemusik; Nygade 10 (mit gamle stamværtshus) og lign.)
Navlepilleri eller seriøse faglige netværk? Det hele kan vel findes...

tirsdag den 1. juli 2008

Maps

Jeg har søgt efter hotel i nærheden af en bestemt adresse i Otterup, skal til bryllup der i september, og tænkte at jeg da kunne bruge denne opgave til at finde det. Og det lykkedes sørme. Der er 1 hotel, så der må vist bookes nu. Sjovt at kunne se nogle billeder fra bestemte lokaliteter, men en kørselsvejledning er nu nemmere i Krak, synes jeg.

Podcast

Har hørt et gammelt program med De sorte spejdere - ingen problemer med at få det på
MP3'eren. Jeg oprettede abonnement på De sorte spejdere, men tror nu ikke det er noget jeg vil bruge. Jeg når alligevel ikke at høre dem "senere". Det er lidt ligesom da jeg optog en film på video(!), det var meget sjældent jeg overhovedet fik den set... Eller som Politiken Søndag, som jeg aldrig når at læse, men som jeg gemmer i 1 uge!

onsdag den 18. juni 2008

last fm

Har siddet og rodet med denne sociale musikafspiller(!), og har bl.a. hørt Audioslave, mens jeg fik klaret noget af G-fortegnelsen. Det er da rart med musik til arbejdet...
Har ikke fattet hvornår jeg kan høre et helt nummer, og hvornår det kun er 30 sek.
Under "Listen" hørte jeg kun hele numre, men kunne til gengæld ikke selv bestemme hvilke??
Vil nok ikke benytte last fm der hjemme, men kan måske snige mig til lidt musik til arbejdet en gang i mellem.

Jeg forsøgte i øvrigt at lægge en radiokanal over på min blog - det lykkedes ikke!